Christian Liisberg

Type: Klient

Kategori: Andet

Kort beskrivelse: Andet - work-aholic

Beskrivelse af problem: Tft og reinkarnation og healing

Behandling:

Læsevejledning: Det er pigen Maria som skriver. Maria levede for ca. 300 år siden i Rom, og Claire oplevede Marias liv gennem to TFT sessioner. Her er Marias brev til terapeuten Christian.

Christian!

Claire har oplevet dette liv specielt stærkt, da det har trigget på mange erindringer, problemstillinger og paradokser i hendes eget. En del af persongalleriet tilhører hendes nuværende familie. Det ved hun selv.

Specielt har denne dramatiske død med efterfølgende skyldsfølelser paralleliseret tabet af Claires egen far.

Evnen til kærlighed og til at vælge tillid er de gaver, der ligger i genkendelsen, en nådesgave – foræret gennem denne revne i tid, denne usædvanlige brist i kronologien.

Hvad angår det at være for kompromiløs, for ultimativ, at smide babyen ud med badevandet, kender Claire en hel del til. Eller rettere, ”kendte”, da en omfattende udrensning og healing fandt sted efter terapien. Der er bogstavelig talt foregået en ”omrokering” på energiplanet med TFT – som samtidig restrukturerer på andre, mere fysiske planer.

Så selv om det var en ordentlig mundfuld for sådan en ”lille pige”, var det guld værd på udviklingsvejen.

Og som med alle slige gennembrud, påvirker det udadtil, som ringe i vandet, gør det lettere for andre, når først mønstret er brudt – klart.

Her er så ”kladden”, oplægget som Claire lovede at give dig. Hun siger, at det påhviler dig (hvis jeg hører ordet korrekt) at bruge det som du lyster.

I kærlighed,
Maria

Kære Christian

Mit navn er Maria. Jeg bor i Rom. Vi er cirka 300 år tilbage i denne tidsregning. Mine forældre er ret velhavende. Formuen stammer fra min mors side af familien, som er af aristokratisk herkomst. Min far har altid været en driftig mand. Lige nu bestyrer han et stort bageri. Lidt primitivt, måske, men rent og pænt, og det kører altid.

Vi bor ovenpå bageriet, som ligger i kælderetagen. Der er yderligere to etager. Lejligheden er meget fin, synes jeg, møbleret med flotte, tunge egetræsmøbler, og mosaik på badeværelset og guldhaner. Der er for koldt indendørs til min smag, og jeg vil heller ikke selv indrette mig sådan. Men, det er OK, så længe jeg bor her hos min familie.

Nu er jeg 17 år, og en lidt speciel person, lidt ”aparte”, anderledes. Udseendemæssigt ser jeg meget godt ud, flot endda og meget sund. Men jeg er ikke som mine jævnaldrende veninder, og lever heller ikke et liv, der ligner deres.

På grund af de særlige evner jeg har indenfor matematikken – for at sige det som det er – bliver jeg undervist i et munkekloster her i Rom. Det er blevet til lige dele matematik og astronomi, astronomien har jeg tabt mit hjerte til – det er en passion for mig. Matematikken er noget andet, deri ligger en anden tilfredsstillelse. Men jeg elsker at lære og udvikle – det er, trist nok, måske, det eneste, der betyder noget for mig.

Ikke helt rigtigt udtrykt. Jeg har ikke fortalt dig om mine søskende. Jeg har to – min bror, Giovanni, som er 5 år ældre end mig, og som snart skal giftes og flytte væk, på landet, med sin nye kone. Jeg er ked af det, meget, vil ikke have han flytter væk, men – hvad, mod visse tildragelser kæmper selv guderne forgæves.

Og så er der min lillesøster som jeg elsker overalt på jorden. Hun er min lille stjerne. Lætitia er fire år gammel, en efternøler, født da min mor var skrøbelig og lidt slidt. Jeg har taget mig meget af min lillesøster. På en måde føler jeg, at hun er mit eget barn. Lige meget – jeg elsker hende.

Min far føler jeg mig også dybt forbundet med. Han er en meget klog mand, selv om han ”kun” er bager, han er eftertænksom, og begavet, og rigtig sød. Jeg er hans øjesten. Vi har altid gået godt i spænd med hinanden. Også til min mors misbilligelse, og nogle gange synes jeg lidt, jalousi.

Min mor er irriterende skrøbelig og fjern, og for meget sortseer og selvhøjtidelig til min smag. Så du kan næsten høre, at der er lagt op til konflikter. Vi ser ikke altid livet fra samme synsvinkel.

For at vende tilbage til min uddannelse: Jeg bliver undervist af forskellige munke på et franciskaner kloster her i Rom. Jeg går i klasse med munkeaspiranterne, der bor og læser her på klosteret.

Jeg er den eneste ”outsider” og den eneste pige. Jeg har ikke så meget med dem at gøre. Ingen taler rigtig sammen. Det er lærerne, der bruger ordet. Men det er spændende, det er OK – jeg er glad nok.

Hej igen, Christian

Tid er en mærkværdig størrelse, som jeg ved, du er klar over, har spekuleret over. Nu er der gået knap to år, og jeg er snart 19 år gammel. Min skolesituation har ændret sig drastisk indenfor de sidste par måneder. Det er blevet mig forbudt at få undervisning sammen med drengene.

Jeg er dybt led ved status quo, vil ikke mere, HADER klosteret – måske ikke så meget stedet, selv om vi nu er nede i den klammeste kælder. Koldt og fugtigt, og indeklemt. Men mest hader jeg min lærer. Han er selv klam, men værre end det, er han dum, uvidende. Jeg tænker på ham som ”gamle ignoramus”, når han dukker op i mine tanker.

Jeg vil kvitte skolen. Droppe ud. Farvel. Et kæmpe dilemma synes jeg, at jeg er i. For det første, nedbringer det min mors tordenvrede på mig, og hele hendes families. Hun vil punke mig med ”forspildte muligheder” ”forspildte evner” til jeg bliver døv af hendes ord.

Og så – hvad med lærdommen? Godt nok lærer jeg kun det jeg lærer mig selv for tiden, så kan det være lige meget. Men hvis jeg holdt ud, og ting forandrede sig? Nej! Jeg holder det ikke ud ét øjeblik mere! Jeg kan ikke få mig selv til at gå ned i den klamme kælder til den tossede, ulækre idiot én gang til.

Jeg stormer ind til abbeden. Det er vores forstander, og han er en mild og venlig person. Stakkels mand nåede ikke at opdage, hvad der ramt ham, før jeg var ud ad døren igen. Det var ikke min hensigt at blive så rasende, og tillade mit temperament at løbe af med mig. Endnu mere vand på min mors mølle……

Men jeg er fri! Jeg har trådt ud! Jeg løber tværs over gårdspladsen, forbi kanalen, og oppe på broen vender jeg bunden i vejret på min skoletaske og lader indholdet falde i kanalen og drukne.

Stuearrest, vrede stemmer, misbilligelse, tuderi. Jeg er færdig – hader disse seancer, hader denne drama. Min mor er nået til det punkt, hvor hun ikke værdiger mig et blik, og glider forbi mig i tavshed. Jeg er ligeglad. Det preller af.

Kort efter begynder jeg at arbejde i bageriet. Det er mit eget valg, og min far har støttet mig i det, selv om det gør min mor tosset på ham også.

Jeg står meget tidligt op, det passer mig glimrende, jeg udfører mit arbejde til punkt og prikke – det giver en tilfredsstillelse. Jeg finder de fleste, der arbejder her søde og omgængelige.-7-
Kan også lide at være i nærheden af min far. Eftermiddagene har jeg fri til at granske i de tiloversblevne papirer og bøger og plancher. Jeg fortryder ikke, at jeg kastede de andre ting i kanalen.

Christian – nu kommer den sørgelige del af mit liv – eller endnu mere sørgelig, hvis man skal sige det på den måde. Det er en begivenhed, der vil styre mig, mit liv, mine reaktionsmønstre, min evne til kærlighed og tillid i – ja, hvad? Hundredvis af år.

Det er en svær historie at fortælle og jeg vil prøve at fortælle det klart.

En dag, en helt almindelig dag, står jeg op som jeg plejer, vasker mig og tager arbejdstøj på. Jeg er som regel den første oppe efter min far. I dag kan jeg ikke høre hans sædvanlige fløjten, men tænker ikke over det før bagefter. –8-
Jeg lægger heller ikke umiddelbart mærke til lugten af røg. Men da jeg åbner døren, kan jeg se, at rummet er fyldt med røg. Min far ligger på gulvet ved siden af den store ovn. Han er en helt sort, forkullet krop. Han er et forkullet lig.

Synet kuldsejler mig totalt. Bølger af kulde farer igennem min krop og jeg fryser på stedet. Jeg fryser og ryster og er som naglet til stedet, lammet. Jeg ved ikke, hvor lang tid der går, tiden er ligesom sat ud af kraft. Men så begynder jeg at græde, jeg kan slet ikke styre det, jeg græder nærmest mit hjerte ud.

Så hører jeg lyden af dem, der kommer på arbejde. De tager bestik af situationen, en af dem kaster noget hvidt stof – jeg kan ikke se, hvad det er - og dækker det forkullede lig af min far til. Det hjælper en lille smule, at jeg ikke skal kigge på liget. Arman giver mig et tæppe over skuldrene og fører mig ovenpå.

Han lægger mig forsigtigt på sofaen – det er en slags slagbænk – pakker tæppet omkring mig, og skynder sig ned i kælderen til bageriet. Jeg kan ikke holde ud at ligge ned, så jeg sætter mig op, men jeg kan ikke holde ud at være til. Det er forfærdeligt. Jeg er følelsesovervældet et stykke tid, og stadig i chok.

Så vågner jeg ligesom, og tænker, at det er bedst, det er mig, der siger det til min lillesøster. Andre må tage sig af min mor. Jeg går op på øverst etage, hvor vi har vores soveværelse. Titia er vågen, når jeg kommer ind. Hun sidder op i sengen og kigger ud ad vinduet. Der er altid mange duer på altanen, og duerne elsker hun.

Jeg lægger mig op i sengen til hende, og så ved jeg, at hun ved, han er død. Jeg kan bare mærke det. Så jeg tier stille og ligger bare der ved siden af hende.

Efter et stykke tid, rejser hun sig fra sengen, og går hen og står ved vinduet. Hun kigger indtrængende og længe på mig. Hun prøver at finder ord, kan jeg se, og jeg rejser mig op på albuen for bedre at høre hende.

Hun peger ud ad vinduet på en due, der flyver forbi. ”Den flyver med fars sjæl”, siger hun. Så lægger hun sin hånd på sit hjerte og jeg kan se, hun vil formidle noget til mig, der er svært at sætte ord på, specielt, når man er 6 år.

Hun fortæller mig, at her – i hjertet – er alle forbundet. Der er ingen død. Den dag i dag er det svært for mig at gengive hendes ord, men følelsen slog direkte ned i mit eget hjerte, og jeg vidste, hun havde ret. Der er ingen død, og vi er alle evigt forbundet med hinanden i Gud igennem vores hjerte.

Min mor klarede vores fars død meget dårligt. Ligesom hun blev tyve år ældre på en dag. Hun var endnu oftere syg, og indadvendt, egentlig lidt skør, kunne man sige. Min bror foreslog, at vi solgte huset og bageriet. Og flyttede ude på landet i nærheden af ham og min svigerinde.

Jeg var ikke meget for det, ville hellere være blevet boende i byen, men det var som om jeg ikke havde den fornødne energi, eller kampånd. Jeg var ligesom deprimeret. Så vi flyttede.

Stedet er goldt, og støvet og varmt. Der er flere dyr end mennesker; det vil sige, der er ikke ret mange mennesker. Og bestemt ikke særlig mange, jeg kan lide, eller som går godt i spænd med min tankegang. Herude føler jeg mig endnu mere mærkelig, anderledes.

Jeg er også ked af, at jeg oplever at miste mine evner. Klart, når man ikke bruger dem. I starten, lige efter vi var flyttet herude, brugte jeg masser af timer på at tegne i sandet – ting jeg kunne huske fra undervisningen: Formler, regnestykker, planeter og stjerner jeg endnu havde på nethinden…

Det morede mig et stykke tid, men det endte med at få mig til at føle mig endnu mere ensom.

Jeg blev sent gift. Med en mand fra naboegnen. Fik aldrig børn – jeg ved ikke, hvorfor. Jeg passede mit liv, kunne man sige, men jeg havde mistet passionen, solgt ud af min begavelse. Havde jeg behøvet smide det hele over bord? Kunne jeg ikke har søgt et kompromis? Og hvad med min far og den sviende skyld, jeg gav mig selv for hans død? Evnen til at elske var hæmmet hos mig - måske derfor var jeg ikke frugtbar?

Kunne ikke finde tillid, var angst for svigt og gentagelse af gamle historier.

Da jeg så mit liv passere revy lige før jeg døde – som gammel kone under arbejdet – var det ikke den funklende juvel, det forekom mig at være i mine yngre år. Det var goldt, hårdt fysisk arbejde, mere eller mindre kærlighedsløst.

-16-

Resultat:

N/A