Bodil Hald, Johannes V. Jensensvej 2, Farsø

Type: Klient

Kategori: Andet

Kort beskrivelse: Andet - svigt fra min mor, gammel spiseforstyrrelse og frygt for ikke at kunne blive gravid

Beskrivelse af problem: frygt for ikke at kunne blive gravid igen

Behandling:

Jeg hedder T, er 29 år og uddannet sygeplejerske. Jeg vil gerne fortælle om min første TFT-behandling hos Bodil. Det hele startede faktisk med, at jeg i en artikel havde læst om en kvinde, der først selv havde søgt behandling hos en TFT-terapeut og siden hen selv var blevet behandler. Hun fortalte om, hvilke resultater hun selv havde opnået plus, hvad tankefeltterapi egentlig er. Det synes jeg lød meget spændende, og jeg kan huske, jeg tænkte, at det ville jeg gerne prøve engang.
Efter en kinesiologitest hos Bodil tilbød hun mig så et forløb med TFT, og jeg var ikke sen til at sige ja. Vi aftalte en tid, og jeg glædede mig meget, og forventede også en del. Hjemmefra havde jeg lavet en liste over, hvilke problemområder jeg godt kunne tænke mig at arbejde med. Jeg var faktisk ret flov over denne liste, for hvad måtte Bodil ikke tænke om mig og alle mine problemer. Der var nok at tage fat på.
Dagen kom, og jeg tog ned til Bodil. Hun bød mig velkommen på sin altid så imødekommende facon. Hun fandt noget vand til mig, og vi satte os ind i hendes behanderrum. Hun spurgte mig, hvad jeg kunne tænke mig at arbejde med. Jeg fandt min liste frem og fortalte, hvad jeg havde skrevet ned. Det var meget hårdt. Jeg fandt ud af, at jeg havde nogle ting, som sad og pressede på for at komme ud. Bl.a. nævnte jeg, at jeg i gymnasietiden havde haft en spiseforstyrrelse, og denne forbandt jeg med mit dårlige selvværd.
Jeg nævnte også, at jeg var utrolig frustreret over ikke at være gravid. Jeg har i forvejen 2 sunde og dejlige børn, men da jeg har lange og uregelmæssige menstruationer, var jeg bange for ikke at blive gravid igen og dermed få mine 4 ønskebørn. I fællesskab besluttede vi os til at tage fat på sidstnævnte, da disse tanker kørte rundt i høvedet på mig konstant. Så vidt jeg husker, startede vi med at vende batterier, og Bodil fortalte mig om betydningen heraf. Så gik vi i gang. Jeg skulle starte med at sige , at jeg ikke kunne blive gravid, og jeg ikke ville få min store børneflok. Det var utrolig hårdt, og jeg græd meget. Det føltes meget modstridende for mig at sige det, for det var noget jeg endnu ikke var klar til at acceptere. Da jeg kom hjem, syntes jeg også, det var hårdt nærmest at skulle acceptere, jeg ikke ville få flere børn. Siden hen har jeg så fundet ud af, at jeg opfattede tingene forkert. Jeg skulle sige tingene netop for at få de negative tanker til at forsvinde, men jeg opfattede det nærmest modsat, at jeg skulle acceptere ikke at få flere børn. Jeg skulle blive ved med at sige de svære ord højt, mens Bodil bankede mig på panden, i ansigtet, under armene og på hånden. Det føltes dejligt med den fysiske kontakt. Det var beroligende, at der var èn hos mig, der ville mig det bedste og som drog omsorg for mig. Efter nogle gange skulle jeg prøve at fornemme i min krop, hvor ”smerten” sad. Jeg kunne mærke den som en stor, sort tung klods i mit underliv. Ved at fokusere på den, mens Bodil bankede videre, blev den mindre og mindre, og til sidst forsvandt den. Jeg skulle på et tidspunkt åbne mine øjne. De skulle følge Bodils hænder, og herefter skulle jeg nynne højt og tælle til fem. På den måde føltes det ligesom at blive bragt tilbage til virkeligheden. Vi snakkede om på en skala fra 0-10, hvor hårdt det føltes at sige, jeg ikke ville blive gravid igen. Til at begynde med føltes det som en tier, men nu var vi helt nede på et tretal. Jeg tror, det var kombinationen af forskellige ting, der havde bragt tallet ned. Selvfølgelig det, at Bodil med sin banken fik åbnet for nogle energibaner, men også det at sige de svære ord højt. Det at sige tingene højt gør noget ved ens bevidsthed og ens erkendelse. Det var rigtig hårdt i starten, og jeg græd meget, og tårer forløser også, hvorfor jeg hen ad vejen blev lettet. Det føltes noget underligt i starten ”bare” nærmest at skulle sige tingene for sig selv. Jeg manglede jo Bodils kommentarer, som når man normalt kommunikerer i en dialog. Hvad tænker hun dog ikke om mig? Det kunne godt være svært ikke at få feed back på samme måde, som man er vant til i en kommunikation.
Min angst for manglende graviditet bragte os videre til et andet emne, som jeg egentlig ikke var klar over fyldte så meget i min bevidsthed. Jeg havde haft en spiseforstyrrelse i gymnasiet formentlig, fordi jeg ikke følte mig elsket som den, jeg var, og fordi jeg havde en følelse af, at tingene jeg gjorde derhjemme aldrig var tilfredsstillende nok især overfor min mor. Jeg følte, hun havde svigtet mig, fordi hun godt kunne se (følte jeg), at jeg havde det dårligt, men ikke havde grebet ind og hjulpet. Jeg har senere fortalt min mor om denne spiseforstyrrelse, men heller ikke her fangede hun bolden og forsøgte at hjælpe mig. Jeg kunne ikke forstå, hvordan hun kunne lade være med at hjælpe sit barn, når nu hun havde det så skidt (jeg er jo selv mor). At skulle sige højt, at jeg følte mig så svigtet af min mor var ufattelig hårdt. Både fordi det gjorde så ondt at mærke det store svigt, men også fordi børn (inklusiv mig) er loyale overfor deres forældre, hvorfor jeg på en måde følte, jeg var et skarn at bagtale min mor, for så var det som om, at jeg ikke elsker hende, hvilket jeg jo gør. Og hvad må Bodil ikke tænke om min mor? Også her bankede Bodil, vi fulgte det fysiske symptom i kroppen, og jeg skulle lukke øjnene op, følge hænder, tælle og nynne. Da vi havde fået jaget de fysiske symptomer i kroppen væk, var jeg også helt udbrændt. Jeg følte simpelthen ikke, jeg kunne overkomme mere. Bodil spurgte, om det var okay, hvis vi rundede af, og det var fint for mig, og vi sluttede af med en afslapningsøvelse. Herefter talte vi om, hvordan jeg skulle ”træne” derhjemme, og vi aftalte en ny tid.
Jeg må sige, at jeg var meget træt, da jeg kom hjem, men også lettet. Det havde været langt hårdere, end jeg havde forestillet mig. Jeg havde nærmest grædt uafbrudt i en time, og jeg var ikke klar over, at min mors svigt fyldte så meget i mig. Jeg mærkede jo ikke noget til det i det daglige (troede jeg da ikke).
I forhold til graviditeten kunne jeg bagefter mærke, at jeg stadig tænkte meget på den, men det gjorde ikke ondt på samme måde, og jeg kunne pludselig fokusere mere positivt på den. I forhold til min mor har jeg mærket en stor forskel. Når jeg tænker på det nu, er det på et neutralt plan vil jeg sige. Jeg bliver ikke følelsesmæssigt berørt af det. Og jeg tænker, at det nærmest er mest synd for hende, at hun skal leve med at have svigtet mig på den måde.
Når jeg skal være ærlig, frygtede jeg faktisk min anden behandling hos Bodil, for jeg syntes, det havde været så følelsesmæssigt hårdt første gang, at jeg nærmest ikke havde overskud til at skulle igennem det samme en gang til. Heldigvis var 2. behandling meget mere positiv i forhold til, hvad jeg oplevede i min krop, og 3. behandling har været anderledes igen, hvilket egentligt undrer mig.

Resultat:

N/A