Karina Vinge
Type: Klient
Kategori: Stress
Kort beskrivelse: Jeg var sygemeldt med stress, og ville gerne have hjælp til at slippe det med tankefeltterapi
Resultat:
Jeg kommer til Karina fordi jeg er sygemeldt med stress, og har det rigtig skidt. Karina og jeg drøfter hvilke følelser, der har været i spil i forbindelse med at blive ramt af stress. Det handler bla. for mig om, at jeg har haft rigtig svært ved at sige fra over for nye opgaver på job, jeg har følt der har været forventninger på job, som jeg skulle leve op til. Desuden har jeg skyldsfølelse overfor mine børn, at jeg under stresssygemeldingen ikke har kunnet være den mor, jeg gerne vil være overfor mine piger på 9 og 13 år. Karina spørger til, hvad det værste er i situationen, og jeg finder frem til, at det værste er, at jeg er bange for at andre ikke kan lide mig ( når jeg siger fra ), og at jeg har skyld over for mine piger. Jeg skal definere et ubehag og det ligger på ca. 7.
Karina begynder at banke forskellige steder i ansigtet, på kroppen og på hænderne, og jeg kommer til at græde i forløbet, men får at vide at det er helt ok, og naturligt.
Jeg skal også lave nogle øvelser med øjen rulninger og tælle og nynne en melodi.
Jeg skal derefter lave nogle sætninger og sige dem højt for mig selv, og vi finder frem til, de skal hedde ”selvom jeg er bange for andre ikke kan lide mig, så elsker og accepterer jeg mig selv” – og ”selvom jeg har skyldsfølelse overfor mine børn, så elsker og accepterer jeg mig selv”. Karina opfordrer mig til at lave sætningerne derhjemme fremover – helst 3 x dgl. Og gerne mere.
Da Karina har banket noget tid, spørger hun igen, hvad mit ubehag ligger på, og nu kan jeg ikke mærke det og føler mig meget afslappet og godt tilpas.
Dagen efter føler jeg, jeg er tilbage hvor jeg startede, men jeg hænger i med øvelserne derhjemme. Jeg kan mærke rigtig meget i forløbet at jeg har brug for tid til processen. Længere hen på året kan jeg heldigvis igen genoptage mit arbejde.