Kirsten Steen

Type: Klient

Kategori: Andet

Kort beskrivelse: Forløsning af vrede med udgangspunkt i ældre episode

Beskrivelse af problem: Vrede

Resultat:

Jeg har været så heldig at jeg har fået en TFT- session hos Kirsten Steen, som i den grad har været en øjenåbner overfor en terapeutisk form, jeg intet kendte til på forhånd.

Som udgangspunkt var jeg nok ret skeptisk og syntes terapien lød lidt "urtet" og "hula- hula" og tænker nok generelt, at det alternative kan være lidt for alternativt.

Jeg valgte dog at gå ind i denne terapeutiske metode med åbent sind og valgte at arbejde med to oplevelser- en fra min barndom og en ca. et år gammel oplevelse, som var forbundet med frustration, ked af det- hed og vrede, hvor min oplevelse af vreden på en skala lå på henholdsvis 9 og 10.

Kirsten skabte en utrolig rolig stemning og gav sig god tid i processen, hvor hun skiftevis "bankede" og spurgte til hvordan vreden så ud, og hvor den sad i kroppen. Jeg oplevede, at den oprindelige kugle som jeg først mærkede, ændrede form og farve, den steg opad, og endte som et lysende skær ovenover mit hoved.

Jeg var i en form for trance, var til stede i rummet, men samtidig også i stand til virkelig at kunne se ind og mærke forandringen undervejs som en fysisk bevægelse- vreden forsvandt simpelthen op og ud.

Da jeg åbnede mine øjne, følte jeg en stor ro (og træthed) Jeg trak vejret mere roligt, og kunne ikke længere genkalde den vrede, der var forbundet med de to konkrete hændelser i mit liv.

Efterfølgende blev roen siddende og for første gang i lang tid, trak jeg vejret normalt. Det var ret syret og ufatteligt og samtidig bare så rigtigt.

Der er ingen tvivl om, at det også har smittet af på andre områder af mit følelsesliv.
Den forgangne uge, har jeg følt mig mindre" uptight" og finder nok også en forløsende ro i at vide, at der er andre veje til at komme af med sit "shit" end blot at tale om det- den tilgang som jeg kender fra psykologernes verden.

Til trods for min skepsis, må jeg indrømme at Kirstens rolige ramme og kompetente tilgang -og selvfølgelig resultatet fra første behandling - har givet mig mod på at arbejde med flere områder og oplevelser i mit liv med udgangspunkt i TFT.